Mad som kunst & fremtid for gesamtkunstwerk på museerne?

Hvad konstituerer den ideale mad på et museum? Kunne man skitsere madkunst?

Der var engang, hvor et museums eneste bespisningsmulighed fandt sted i kælderetagen i et cafeteria, hvor gæsten stod i en lang kø med små stykker smørrebrød på plasticbakken. Indkøb af souvenirs foregik gerne i samme rum. Dengang var bespisningen et appendiks til museet.

I dag forbeholdes bygningens bedste udsigt cafeen, hvor man næsten kan være sikker på at spise med udsyn til naturpanoramaer eller historiske attraktioner. Man kan definere en ny type museumsgæst, som – udover kunstoplevelsen – har cafeen som motiverende gulerod. Denne gæst tænker i høj grad med sin mave og forventer en pleasende helhedsoplevelse af museet, hvor man kan spendere en hel dag.

Oplevelsesøkonomiens forventningsmonstre er sluppet løs på museerne, som mærker gæsternes krav om entertainment som en reel udfordring. Markedskravene til museerne er blevet mere eksplicitte.
Hvilket måltid passer sig bedst til kunsten? Livets uoverskuelige smerte, driftens besværlighed, kærlighedens harmoni … hvad end der tematiseres, så trænger man efter udstillingens sensoriske overload til et måltid, der genetablerer jordforbindelsen. Til det trygge og velkendte. Prætentiøs mad i et støjende lokale er ikke at foretrække. Det basale krav til museumsmaden må være velsmagende basisføde. Kokkene kunne efter min mening sådan set være et hold polakker, som aldrig har hørt om Thorvaldsen, Jorn eller Krøyer. Så længe maden er stimulerende.

Lytter jeg dybere til de forfængelige smagsløg, drømmer de højlydt om mad på tallerkenen, som matcher kunsten på væggen. Selve museumsmaden har så mange potentialer, at man bliver svimmel ved tanken om maden som madkunst. Men det er alt sammen hypoteser.

Øresund er en mørk balje i den blå-grå aftenskumring på den anden side af ruden: Kunstmuseet Louisiana forbinder sig i den grad til det omgivende parklandskab. Museets to store gange samles som en endedestination ved Louisiana Café. Loftet er lavt, og vinduerne er store, men der er ikke kamp om vinduespladserne, trods aftenåbent. Men generelt – fra Arken til Glyptoteket, Nationalmuseet og Aros i Århus, så museumsklassikerne vedholdende sild, pariserbøf, enkelte innovative indslag, men alligevel mest almindelige buffeter.

Kaster vi et blik på udlandet, finder man museer, som satser på gourmet: MoMA, The Museum of Modern Art i New York, tilbyder mad i såvel cafeteria som fine-dining restauranten The Modern, som har en stjerne i Michelinguiden. Et stort kunstmuseum besidder en finkulturel aura og et købedygtigt publikum, som let kunne lade sig friste af gourmet. Men spørgsmålet er, om man skal anbefale et typisk gourmetkøkken som The Modern? For er det vejen frem at satse på allerede hyldede produkter (foie gras, hummer osv.)? Og kan danske museer tiltrække kokke med ambitioner om Michelinstjerner?

Hvilken funktion bør museumsmad have? Kunst- og kulturhistoriske museer tilbyder beskueren noget særligt – kunne maden gøre det samme? Hvis maden udfoldede sig som kunsthåndværk og tilnærmede sig kunsten. Til klassiske kunstværker: klassiske retter med krystalglas og gamle tjenerdyder. Moderne mad til moderne kunst.

Inspiration kunne man finde ved at besøge museernes udstillinger. Vilde komplementærfarver i en vinhøst hos Kirchner, en lys tindrende Firenze af Kokoschka, farveharmonier hos Derain.

Sanselighed skænkes til overmåde i videoinstallationen med de rødhårede piger, der moser bløde frugter mellem deres bryster (Homo sapiens sapiens, Pipilotti Rist – Rist vises stadig på Louisiana ).

Kunne sådanne stimulerende farvesammensætninger udtrykkes på tallerkenen? En sådan drøm er måske min private kæphest, men forestil Dem, at maden var integreret med kunsten, med samme snilde og originalitet, grænsesøgende, manifesterende: opløste teksturer, flydende tanker som billedet af Kviums hjerner på Statens Museum – netop Kvium indgik et samarbejde med gourmetkokken Rasmus Grønbech foråret 2011.

En sådan museumsmad behøver ikke nødvendigvis være nærende, blot sanseudvidende. Indtrykket kunne forstærkes ved at placere restaurantgæsten mellem kunstværkerne. Maden må naturligvis være overbevisende, køkkenet skal virkelig turde og kunne noget, hvis forestillingen om kunstfærdig mad skal realiseres. Danmark har godt nok ikke kundeunderlag som eksempelvis Hamburger Kunsthalle, Tate eller MoMA. Smukt kunne det dog være, hvis museumsmaden ikke alene harmonerede med museets brand, men hvis udstilling og mad udgjorde et gesamtkunstwerk.

Tak til kunsthistoriker Anne-Christine Løventoft-Jessen

Artiklen havde jeg (i fuld længde) bragt i Weekendavisen Kultur februar 2010

The restaurant review – an abstract in English

The restaurant review – genre, argument and development

Anders Holst Markussen, University of Copenhagen, Faculty of Humanities, Department of Nordic Studies and Linguistics. June 2007

The present thesis concerns the restaurant review. It is based on current Danish restaurant reviews, but also covers reviews in the biggest international newspapers. How should the restauarant review be considered as a genre? How can a restaurant review be more qualifying?

Since no research has been carried out on this subject (to my knowledge) the perspective covers both new research in related fields and an insight into the changes that have occurred since the first reviews appeared in the seventies.

I have studied all major Danish newspapers over a year, May 2005 – May 2006, 235 restaurant reviews, which I have described as a genre. The genre has showed to have close relations between its contents, form and functions.

Quantitative analyses of reasoning in the current restaurant review show that arguments are seldom supported and that i.e. refutations are never proven. The obligatory photo of restaurant or dishes doesn’t reflect if there has been given a good or bad mark in the review. But metaphoric descriptions largely make the character and value of the meal comprehensible. The objective is to treat features that can strengthen the integrity of the restaurant review.

My observations on how the meal in the restaurant review is described shows that aromas are never referred to and wines are generally neglected. Brief looks into the history of literature confirm that aromas, and all other sensory qualities, are absent whenever the meal is represented.

Therefore I also promote an alternative restaurant review that draws on natural science and narrative elements – that is sensory science and literary journalism (new journalism). I advocate the concept of free association that is my own designation of aromatic, metaphorical closeness. These ideas are summed up in my own review of three restaurants.

International restaurant reviews including The New York Times are marked by a lack of sensory description. In return this newspaper qualifies itself with an extended use of literary elements compared with Danish reviews. This thesis is pointing to an international food criticism.

Corresponding author: Anders Holst Markussen, tel.: +45-2741-3571. Mail: anhoma@gmail.com

Konkurranser gir ikke forståelse for gastronomi

Konkurranser gir ikke forståelse for gastronomi

Del denne artikkelen:

Ikke snakk med mat i munnen: I boken og filmen Babettes gjestebud nyter gjestene maten, men unngår å snakke om den. Det omvendte synes å være tilfelle i dag, skriver Anders Holst Markussen.

kokekunst

Født av forderv, næret av forfengelighet. Det blir flere og flere av dem: kåringene. Kåringer av mat er honning for pøbel og presse. Men de tilsynelatende uangripelige autoritetene vil jeg gjerne advare mot. I kraft av mitt arbeid som fast matanmelder i en landsdekkende avis har jeg selv vært invitert med som jurymedlem, blant annet i en nordisk konkurranse hvor jeg ikke engang behøvde å spise på de restaurantene som skulle nomineres! Med en romersk keiserlig tommelfinger kunne man vende opp og ned etter behag. Resultatet ble slukt rått i pressen.

Nå på onsdag kom årets Michelinguide – «Main Cities of Europe 2011». Og matinteresserte og kokker med svette hender avventer den uskyldshvite michelinmannens forkynnelse. La din vilje skje, gi oss tre stjerner! Har man stått med guiden i sine egne klamme hender, vet man at det bare er snakk om et langt register over restauranter som har fått besøk før guidens deadline sist høst. Noen kokker mener guiden bidrar til å ensrette gastronomien, fordi den hyller et bestemt ideal: stabil, ofte litt konservativ og pen gastronomi. Guiden er imidlertid den eneste tydelige autoriteten i en tid da det har gått bulimi i konkurransene og dekningen av dem.

De fleste nordmenn er etter hvert i stand til litt «gastronomisk namedropping»: Eyvind Hellstrøm, kan de si. Et glatt omreisende sirkus – årets kokk, Nordens, verdens beste restaurant, og så videre. Slike kåringer setter kanskje fokus på gastronomien, men de er neppe opplysende. Folk er blitt lette å narre.

Siden kokkene sjelden selv formulerer en dypere kritikk, kunne man selv ha lyst til å drive ut slappheten med en frossen purreløk. De mange matskriveriene som i stigende grad fyller avisenes spalter, burde strammes opp. For det finnes svært lite kritisk matskriveri og ingen dypere analyser. Salt & Peber, Fredag & Robinson – anmeldere som ikke skriver i eget navn.

I romanen Babettes gjestebud spiser gjestene i Berlevåg et overdådig sanselig måltid, men unngår helt å snakke om maten. Det omvendte synes å være tilfelle i dag: Man snakker og snakker om det beste, det sublime – men får neppe overskudd til å nyte maten.

Konkurranser og kåringer gir ikke noen dypere allmenn forståelse for moderne gastronomi. Snakket om maten må trimmes for å matche de kjøkken den beskriver. Heller smakende enn selvsmakende.

Nest etter å putte maten i munnen er det beste – for meg – å sette ord på den. Uansett hvilken metafor man lander på, så fortjener alle å oppleve gleden ved mat og finne sin egen sikkerhet på feltet. Smaken må raffineres og dannes.

Anders Holst Markussen frilansjournalist og cand.mag. med matanmeldelser som spesialfelt

Publisert 18. mars 2011 – Morgenbladet, copyright

http://www.morgenbladet.no/apps/pbcs.dll/article?AID=/20110318/ODEBATT/703189969

Michelin 2011

Som sikkert bekendt ingen nye stjerner, men et par nye ’bib gourmand’ :

• Orangeriet: moderne dansk samt smørrebrød i Kongens Have (anmeldt i WA)
• Mêlée: personligt fransk-dansk køkken på Frederiksberg (anmeldt i WA) 
• Relæ: moderne nordisk i Jægersborggade
• Enomania: italiensk mad samt vinbar på Vesterbrogade
• Famo 51: osteria med fast menu, Saxogade 
• Søren K: moderne dansk mad i Diamanten ved Købenavns Havn
• Skovshoved: smørrebrød og moderne dansk

 

Det nationale drama er lidt det samme hvert år:

Michelinguidens uransagelige veje

Den velnærede, uskyldshvide Michelinmand stiger hvert år i marts ned fra det høje. ”Og vinderne er…”. Kokkene folder de fugtige hænder: ”Lad din vilje ske!” Avisernes forsider er reserveret til denne nyhed, hvis den er god. Imens stiger pulsen hos den ekspanderende mængde af landets gourmetfikserede hjerner hurtigere end under fodboldlandsholdets slutrundespil. Den nationale ekstase overgår Oscaruddelingen. I denne uge udkom Michelin Main Cities of Europe, som inkluderer Skandinavien.

’En bedre måde at komme frem på’ lyder sloganet for det gamle dækfirma. Guiden er worldwide gourmet restauranternes tydeligste autoritet og af samme grund, må man ikke glemme at kaste et kritisk blik på den.¨

Væsentligste mangel er, at det ikke er muligt at følge guidens ræsonnementer. Michelinmandens veje er uransagelige. Man finder ingen argumenter for de tildelte stjerner, selvom den pågældende køkkenchef muligvis får et par mundtlige kommentarer med på vejen. Førhen gik den røde guidebog under kælenavnet ’den røde lokumsguide’, fordi den har haft ry for også at medtage toiletternes standard i bedømmelsen.

Verden over søger mange af de bedste restauranter, og dem som bliver kendt som sådan, at forme sig efter guidens skitseagtige bedømmelseskriterier. På
dækfirmaets hjemmeside understreges det, at bedømmelsen udelukkende fokuserer på det, der ligger på tallerknen: ’produktets kvalitet’, ’rettens flavour-udvikling’, ’køkkenets personlighed og stabilitet’ – i denne sammenhæng er forudsigelighed et plusord – og endelig ’value for money’. Så står der ikke mere.

Endelig fornemmer man en vis forudsigelighed, når flere københavnske gourmetkokke giver udtryk for at vide ikke bare, hvornår en Michelininspektør sidder i deres restaurant, men også hvilket fly den enligt rejsende monsieur eller mister, er med.

 Guidens positive effekt er, at den udfylder restaurantbranchens trang til en udefrakommende og entydig bedømmelse. Guiden afføder indiskutabelt en vældig positiv og kompetitiv kraft til restaurantscenen. For prestigen forbundet med stjernerne er måske det vigtigste incitament for kokkene til at tilstræbe perfektionen. Man er da også næsten garanteret mad ud over det sædvanlige på Michelin-dekorerede restauranter.

Forrige sommer besøgte jeg den vel nok mest klassiske restaurant, man kan opdrive i Europa, nemlig 85-årige Paul Bocuse’ L’Auberge du Pont de Collonges, som har
forsvaret tre stjerner siden 1965. Oplevelsen var et museumskøkken i bedste forstand.

Flere af de danske gourmetrestauranter er midt i en rivende udvikling, der udvider forestillingen det nationale køkken. Dette har Michelinguiden nu kastet sin glory over. Til sidst skal der lyde en opfordring til alle, som endnu ikke har spist på en Michelinrestaurant og navnlig til dem som hårdnakket forsvarer deres nøjsomhedens diskurs med, at man blot går sulten derfra og konsekvent udsættes for snobbet
betjening: Smag selv efter.

- ovenstående er næsten identisk med en kommentar jeg havde i WA marts 2009

Konkurrencer giver ikke forståelse for gastronomi

Michelinguide Main cities 2011

Af Anders Holst Markussen

- freelance journalist og cand.mag. med speciale i madformidling

 

Kåringer af mad er honning for pøbel og presse. Men de tilsyneladende uangribelige autoriteter vil jeg godt advare mod. I kraft af mit arbejde som fast madanmelder i en landsdækkende avis har jeg selv været inviteret med som jurymedlem. Blandt andet i en nordisk konkurrence, hvor jeg end ikke behøvede spise på de restauranter, som skulle nomineres! Med en romersk kejserlig tommelfinger kunne man vende op og ned efter behag. Resultatet blev slugt råt af pressen.

Main cities of europe 2011

16. marts udkommer årets Michelinguide. Og madinteresserede og kokke med svedige hænder afventer den uskyldshvide Michelinmands forkyndelse. Lad din vilje ske, giv os tre stjerner! Har man med egne klamme hænder stået med guiden, vil man vide, at der blot er tale om et langt register over restauranter, som er aflagt besøg før guidens deadline i efteråret. Nogle kokke mener guiden bidrager til at ensrette gastronomi, fordi den hylder et bestemt ideal: stabil, ofte lidt konservativ og pæn gastronomi. Guiden er imidlertid eneste tydelige autoritet i en tid, hvor der er gået bulimi i konkurrencerne og dækningen af samme.

De omrejsende cirkus

De fleste danskere er efterhånden i stand til lidt ’gastronomisk namedropping’; Noma og Rasmus Kofoed, kan de sige. Et glittet omrejsende cirkus – Årets Ret, Årets Kok, Nordens, Verdens Bedste Restaurant osv. Sådanne kåringer skaber måske fokus på gastronomien, men er næppe oplysende.

Mangel på kritisk madskriveri

Da kokkene sjældent selv formulerer en kritik (med undtagelse af de ofte skingre kommentarer fra Bo Jacobsen), kunne man selv have lyst til – med en frossen porre (i bedste Ib Michael ånd) – at drive slapheden ud. De mange madskriverier, som i stigende grad fylder avisernes spalter, burde strammes op. For der findes meget lidt kritisk madskriveri, og ingen dybere analyser. Når bølgerne går højt, gengiver man en skandinavisk forlibt skribent fra New York Times: Når det står her, må det jo være sandt. Det evigt hungrende nationale hjerte genererer sine egne succeshistorier.

Glæden ved mad

Konkurrencer og kåringer giver ikke en dybere almen forståelse for moderne gastronomi. Snakken om maden må trimmes for at matche de køkkener, den beskriver. Hellere smagende end selvsmagende.

Næst efter at putte maden i munden, er det bedste – for mig – at sætte ord på den. Uanset hvilken metafor man her lander på, så fortjener alle at opleve glæden ved mad, og finde sin egen sikkerhed på feltet. Smagen må raffineres og dannes.

Debatindlæg bragt i Politiken, 15. marts 2011. Samt i større format i norske Morgenbladet

 

Bocuse Norge

Til den norske Bocuse d’Or nominering i Lillestrøm, Oslo 11. februar, render jeg ind i Rasmus Kofoed: “Det er rart at lave noget andet” – nu sidder han på den anden side af bordet, som dommer. (Selv skal jeg dele en anden pris ud, men mere om det – der er for mange priser i denne verden!)

Kokkene står i deres bure – laver to retter, af laks og af svin. Hver ret skal servere kødet i tre variationer. At garnituren er valgfri, viser meget godt den lidt konservative Bocuse-måde at tænke maden på.

Til venstre Eyvind Hellstrøm – tidligere chef på Bagatelle, nu Norges TV-Ramsay. Rasmus Kofoed til højre
Roger Malmin er favorit. Men det er Ørjan Johannessen som blev kåret til Årets kok 2011 og dermed også udtaget til at deltage i Bocuse d’Or.

Ørjan Johannessen anretter vinder desserten

Antikød? – dyrevelfærd & klimamad

Forleden skrev jeg en kommentar (i Weekendavisen) om kødspisning, her forkortet:

_ _ _

En entydig dyrkelse af kødkøkkenerne er udtryk for regression og klimadumhed

Instinkt for kødet …  kalvenyretapper på en københavnsk bistro

Vinrød bœuf, fed bearnaise, sprød franskhed og savoir vivre på københavnske bistroer, alt det har jeg selv ladet mig forføre af. Men de forskellige kødkøkkener ignorerer helt de klimahensyn, som alverden talte om for blot et år siden.

Og som ingen ønsker at huske!

BP fik omsider placeret en 75 ton tung prop i deres lækkede oliebrønd på bunden af den Mexikanske Golf. Hvad skal der til for at sætte en prop i kødspiseriet?

Konsekvenserne synes så fjerne. Men det er jo ikke fordi, at samvittigheden ikke er eminent irriterende. Skulle overvejelserne sat igang af forskningen få adgang til hjernen under spisningen, ville kødet blive umuligt at sluge. For saften, som tygges ud mellem tænderne, beretter om afbrændte regnskove i Brasilien (330 km2 dagligt), bursvin og kyllinger der opfodres på fire uger så deres indre organer står ud af numsen på dem. Om hungersnød i nogle lande, mens menneskeføde i andre lande reserveres til dyrefoder. Hovedpinen tager til med bekymringer over, om kødet nu også skulle være fyldt med hormoner og bakteriel infektion og ricisi for cancer efter grillstegning. Meat is murder.

Frem for øl og fisk, som Danmark er berømt for i udlandet, så er det vedholdende og overvejende rød bøf og rødvin, som foretrækkes indenlands. Et signal på økonomisk formåen. Den dekadente kødkultur lever ikke bare i USA, som filmdokumentaren Food Inc. har beskrevet. Danmark har verdens højeste kødforbrug per indbygger, 145 kg årligt (2002), Sverige det halve. Heldigvis lider det næsten vegetariske Indien (5 kg kød årligt) ikke under samme hunger efter kødets status, og i så fald ville landet slet ikke kunne brødføde sig selv.

Også jeg er en synder.

Kan man altid skrifte senere?

åbne madklubber – potluck – anders holst markussen

Madnørderne’,  Food Nerds, mødes over CouchSurfing netværket, se også ny blog www.foodnerds.wordpress.com. Næste arrangement: tjek:

http://www.couchsurfing.org/group_read.html?gid=25031&post=5456036

Nedenfor et uddrag af en artikel jeg skrev i Weekendavisen 16. april om fænomenet

Etnisk fællesgryde

Sammenskudsgilde med ligesindede madnørder og ukrainsk karakul.

En åben madklub

Selv restaurantbesøg kan trætte i længden. Forløbet er det samme, man studerer et ofte lidt forudsigeligt menukort, og man spiser uden, at nogen bryder ind i selskabet. Kunne det foregå lidt mindre formelt, lidt mere multietnisk? Det ville måske være lidt hippieagtigt, men sikkert underholdende og berigende, hvis nu folk af forskellige etniciteter – og uden at kende hinanden på forhånd – begyndte at mødes. Alene for madens skyld.

Couchsurfing

På et forum for ’couchsurfere’ (et åbent internationalt netværk for backpackere) så jeg forleden annonceret et arrangement, en invitation til alle: ”et potluck for folk, der rejser efter nye madoplevelser” – potluck betyder ’sammenskudsgilde’ eller direkte oversat: ’held i gryden’. Det ville da være noget nyt!

Da jeg forleden læste om sammenskudsgildet, øjnede jeg pludselig en udfrielse af min længsel efter noget uventet: et potluck for couchsurfere, det vil sige en backpack’er-løsning. CouchSurfing (www.couchsurfing.org), ’sofa surfing’, er et nonprofit netværk for alle rejsende, som overnatter gratis hos hinanden, ikke nødvendigvis spiser sammen. Eneste tjek man har på hinanden er rækken af anbefalinger, man tildeler hverandre og med tiden akkumulerer (derfor er det også svært at være ny couchsurfer). Der er angiveligt mere end 1½ millioner mennesker, som har lavet en profil. Jeg har således også netop skrevet mig op som cs’er (couchsurfer), og på den måde blev jeg orienteret om følgende sammenskudsgilde.

Første møde

En dansker har sammen med nogle udvekslingstuderende og nogle herboende udlændinge nedsat gruppen ’Food nerds’, ’Madnørder’. Jeg deltager i gruppens første arrangement, som bliver afholdt i en lejlighed i Sydhavnen. Omtrent ti personer møder op – alle vel nok mellem 25 år og 35 år. Jeg og værten er eneste danskere. Folk kommer i små grupper, stemningen er god og afslappet – ingen synes at vogte på sig selv eller hinanden. Enkelte af de fremmødte har arbejdet professionelt med mad, interessant er det at tale med en ældre veterinærstuderende, som har lavet madradio i L.A.

Madindslagene er kuriøse: en koreaner medbringer tærte med græskar og wasabi, det lykkes ikke helt, men viser hvordan wasbi fint tilfører sin friskhed.

En polsk laborant og hendes amerikanske ingeniør kæreste medbringer bønnesuppe med kogt æg og kartoffel. Landbrug med træplov, men overraskende nærende.

Ukrainsk karakul!

Det sjoveste indslag er nu ukrainsk ’karakul’. Denne kage er angiveligt navngivet efter en fårerace fra Uzbekistan. Kagen har da også visuel lighed med våd uld. Kagen udgøres mest af en dej: æg, mælk, smør, mel (nok til massen er hård) og et skvæt eddike. Dejen fryses og høvles derpå ned på en tør pande, hvor den steges gylden. Den ristede dej mixes med en pikant blanding af smør, hakkede hasselnødder og karamel af kondenseret mælk (kogt i egen dåse i 2 timer). Resultatets tekstur ser lidt uldent ud, men mest gyldent nøddet, en finanskrisevenlig ’skomager nøddetærte’, smagen er også tæt på den ægte vare.

Ren socialisme

Aftenen forløber fint sammen med de sofagæstende madnørder, og heldigvis for værten befries han for selv at tage opvasken, da amerikaneren spontant tager den. Imens spørger en pige mig i sofaen: ”So when will you move together with your girlfriend?” En af mine nu ’nye bedste bekendte’. Overstrømmende tillid i nye grupper er grænseoverskridende fantastisk. Krystalklar socialisme.

Fremtidige arrangementer

I gruppen af madnørder er der stemning for at fortsætte, men der er også et massivt ønske om at maden igen skal i fokus til de to næste, aftalte arrangementer.

The Nordic Prize – bedømmelseskriterier til konkurrencer?

Forleden blev Noma kåret i en ny konkurrence, en såkaldt The Nordic Prize, som fokuserer på restauranter i Norden (men ikke særligt nordiske restauranter).

Det gælder selvfølgelig mad, man skal ikke forveksle med Nordic Prize for litteratur, film osv – der findes sågar en Nordic Prize for Alternatives to Animal Experiments.

Det er jo fint hvis restauranter i Norden (dvs. ikke kun Noma) således måske kan få lidt mere opmærksomhed. Men konkurrencer som denne, mener jeg ikke bør være den eneste måde at etablere opmærksomhed på.

Al respekt for dommernes præferencer og arrangørerne, som må have brugt tid på at rejse rundt. Men jeg undrede mig over, at der ikke var et eksplicit bedømmelsesgrundlag.

Jeg var inviteret som dommer i en jury bag konkurrencen, vel fordi jeg allerede har spist på mange af de nominerede restauranter og efterfølgende skrevet om dem i Weekendavisen i 2007-2009. Men endte med at undlade at stemme efter at have talt med arrangørerne.

Juryen bestod fortrinsvis af madskribenter fra de nordiske lande undtaget Grønland og Færøerne (som jo må betragtes selstændigt), hvor restauranter heller ikke blev taget i betragtning. Juryens opgave var at tildele sine favorit restauranter point og maile vurderingen til Bent Christensen (prisens initiativtager). Dog kun restauranter som på forhånd havde udvalgt som nominerede: det undrer mig at der er flertal for eksempelvis Vendia Gourmet i Hjørring, men ikke eksempelvis restaurant Malling & Schmidt i Århus, som ellers kunne virke oplagt.

For at stemme skulle man have spist på restauranten inden for det sidste år. Det var op til den enkelte dommer at definere sin stemme for udvælgelsen, da der ikke var givet nogle overordnede og eksplicitte kriterier/rammer eller nogen debat om restauranternes egnethed. Som jury afgav man point, arrangørerne formulerede beskeden således: “Danske jurymedlemmer: 6 pointsstemmer til rådighed, kan fordeles men max 3 stemmer på en enkelt restaurant”.

En del af en sådan konkurrences udfordring er selvfølgelig, at det generelt er rigtig dyrt at rejse rundt i Norden. Men  under alle omstændigheder mener jeg at fremtidige konkurrencer (denne eller lignende) let kunne styrkes ved at præcisere bedømmelseskriterierne.

Og så bør man inkludere ikke bare Island, men også Grønland og Færøerne: fx grønlandske Restaurant Nipisa i Nuuk og ‘Restaurant Ulo’ i Hotel Artic.