Januar visit på den parisiske hippe restaurant Le Chateaubriand
I Paris spiser man gerne bedst på byens etniske restauranter, der er mange franske turistfælder til de mange turister. Derfor blev jeg så glad da jeg fik besøgt Restaurant Le Chateaubriand: Verden mangler virkelig restauranter som denne! Velsmagende sydlandsk og eksperimenterende retter, uformel, ikke-hipsteragtig attitude. Le Chateaubriand har trods voldsom medvind haft karakterstyrke nok til beholde begge ben på jorden. En ven anbefalede mig stedet, og senere gik det op for mig at det var listet på top ti af den meget omtalte worlds best restaurants. Det er da altid noget.
Køkkenchef Iñaki Aizpitartes baskiskebaggrund smages i maden. Efter måltidet fanger jeg ham i køkkenet …
Ude på gaden på en ellers anonym avenue står folk i kø og venter uden reservationer, mange når dog at redde sig en plads lidt før 23. Indenfor er der bistrotravlt omkring de vel 50-60 siddepladser. Jeg elsker med det samme stedet da jeg ser priserne: 55 euro for menuen, dobbelte med vinmenu.
En herlig mineralsk tør græker i glasset (Pyrgos 2006, Grèce H. Hatzidakis fra den vulkanske på Santorini og den lokale drue assyrtiko). Vinen holder til alle de følgende amuses bouches (som næsten direkte oversat jo betyder mund-glædere): 
En slags minithebirkes med ost. En kold koreander-drik med avocado. En friture ’forårsrulle’ dækket med markant hindbær støv og fyld af sardiner, urter, hvidløg – overraskende god og krea kombi af lutter markante smage.
Så and med estragon og forskellige frø. Endelig en bouillabaisse solidt pakket med østers og krabbeklør.
Næste vin er fra hende sicilianske Occhipinti (Grotte di Alte 2006), power, lidt voldsom. Men fin til næste ret: blodpølse, blå kartoffel, bitre urter og chips. Lutter franske smage: blodpølse i lidt nordisk flad stil. Den franske blodpølseklassiker er i øvrigt Boudin au pommes – blodpølse med æbler.
”We have only natural wines” siger sommelieren, beder ham vælge en flaske under 40 euro, og han kommer op med en noget stram sag, som har åbnet sig da jeg og min medspiser nogle timer senere tømmer resten hjemme.
Næste ret får bitterhed fra flere emner omkring et stykke ørred: Julesalat, radiccio og grape – (danske Rasmus Grønbech eksperimenterer i øvrigt også med bitre elementer i sit køkken). Den entydige flavour er dog trøffel, som er revet ud over retten som savsmuld.
Rød på rød: Rødbede med piment og rødt kød – kokkene har sandelig moret sig. Men jeg husker den.
Husker især den sidste dessert: karamelliseret helt (efter pochering i sukker) – en nyfortolkning af en andalusisk æggeklassiker Tocino del Cielo:
Anbefalingen er hermed givet videre.
Lidt nede af gaden besøgte jeg søsterrestauranten Le Dauphin.
Frokosten tog jeg på Au Passage
Le Chateaubriand har ingen hjemmeside, taler gerne engelsk når man ringer: 0033 1 4357 4595. Findes: Paris, 129 Avenue Parmentier, ved Metro Parmentier.
